Bio

(Switch to English version)

Christina von Bülow

Jeg voksede op med jazz, da min far (Fritz von Bülow) var jazzguitarist, og udviklede tidligt en stor kærlighed til brasiliansk musik også, ved siden af jazzmusikken, der allerede var en naturlig del af mit liv. I mine teenageår begyndte jeg at spille fløjte og skiftede senere til altsaxofon, der har været mit hovedinstrument lige siden. Fra 1986-1990 studerede jeg på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

I 1990 fik jeg den unikke chance at tage privattimer hos Stan Getz i hans hjem i Malibu, et år før han døde. Han tog imod mig med stor gæstfrihed, vi mødtes adskillige gange og jeg tilbragte mange inspirerende timer med ham under mit 2 måneder lange ophold i Los Angeles. Han blev som en mentor for mig.

En anden vigtig mentor har været den legendariske altsaxofonist Lee Konitz, som jeg har været så heldig at møde mange gange i København. Jeg har deltaget i hans clinics, taget privattimer hos ham og har også haft den store glæde at spille koncerter med ham ved flere lejligheder. Sidst ved to dejlige koncerter i Danmark, marts 2011.

Jeg har stadig den samme passion for den ‘klassiske’ jazzmusik, som jeg havde for 30 år siden og bliver aldrig træt af at spille en standard eller en anden god melodi, og når atmosfæren er i orden og bladet ligeså, elsker jeg ganske enkelt altsaxofonens syngende tone.

Vi har en masse vidunderlige musikere i og omkring København og jeg er så heldig at spille med nogle af dem i mine forskellige bands. Jeg har ledet mine egne grupper i årtier og havde mit første ‘gennembrud’ med min egen trio, Christina von Bülow Trio (Jacob Fischer, guitar, Jens Skou Olsen, bas), da vi i 1993 begyndte at arbejde sammen med den svenske stjernetrompetist, Jan Allan, med hvem jeg indspillede mit første album i eget navn i 1994. Igennem årene har jeg indspillet 4 cd’er med denne trio, og senere 2 cd’er mere med et nyere band med pianisten Ben Besiakov, Bülow/Besiakov Quartet. Denne gruppe har i adskillige år arbejdet sammen med en anden svensk stjerne, tenorsaxofonisten Bernt Rosengren – bas og trommer tager Daniel Franck og Frands Rifbjerg sig kærligt af.

I 2007 havde jeg den store glæde at få mulighed for at indspille en cd med den unikke pianist Horace Parlan sammen med bassisten Jesper Lundgaard (‘My Little Brown Book’). Vi fik endda spillet nogle få koncerter sammen, en sjælden og smuk oplevelse, jeg vil gemme i mit hjerte altid.

Iblandt de nyere projekter jeg arbejder med er Silhouette, en kvintet jeg leder sammen med Fredrik Lundin (tenor/barytonsax) og både en duo og en trio med pianisten Søren Kristiansen, sammen med hvem jeg også leder gruppen Time Out, tribute til Dave Brubeck.

Igennem årene har jeg iøvrigt spillet med musikere som: Rune Gustafsson, Georg Riedel, Herlin Riley, Allan Botschinsky, Putte Wickman, Doug Raney, Marilyn Mazur, Mikkel Nordsø, Danmarks Radios Bigband, m.fl.

Priser

  • Nomineret til Danish Music Awards for årets bedste jazzudgivelse, 2001 (‘West of the Moon’) og 2004 (‘A Primera Vez’)
  • JASA Pris (1994)
  • Ben Webster Pris (2002)
  • Palæ Pris (2009)
  • Bent Jædig Pris (2013)

Vigtigste indspilninger

Christina von Bülow Trio:

  • ‘The very thought of you’ (Music Mecca, 1994)
  • ‘Solitude’ (Music Mecca, 1997)
  • ‘West of the moon’ (Music Mecca, 2001)
  • ‘Forelsket i København’ (Metorion, 2004)

Bülow/Besiakov Quartet:

  • ‘A Primera Vez’ (Music Mecca, 2004)
  • ‘Heartaches’ (Music Mecca, 2007)

Horace Parlan Trio:

  • ‘My Little Brown Book’ (Stunt Records, 2007)

Silhouette:

  • ‘Silhouette’ (Stunt Records, 2011

Aakjær i Toner:

  • ‘Aakjær i Toner’ (Gateway 2012)
Christina von Bülow